Jeg fatter simpelthen ikke, at tiden går så hurtigt. Det er egentligt pudsigt. Til hverdag går jeg og beklager mig, over at dagen er lang, og at jeg keder mig. Men så lige pludselig, så opdager jeg, at vi allerede er i midten af marts måned. Hvor blev nytåret og fastelavn af? Lige om ganske få dage er det påske. Og hvis vi er lidt heldige, så kan vi måske få lov til at holde en god, traditionel påskefrokost herhjemme. Vi plejer at være 15 mennesker. Og det ville være skønt, hvis vi kunne samles alle sammen. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog stadigvæk, at man kun er højst 5 mennesker samlet. Også selvom det faktisk er tilladt at samle sig flere mennesker i en privat bolig. Så jeg ved virkeligt ikke, hvad vi skal gøre.
Plan om sammenkomst
Jeg havde jo ellers en plan om, at jeg virkeligt ville have gang i gryder og stegepander til en god påskefrokost for hele min familie. Købte jo stort ind hos https://www.kramogkanel.dk/ Jeg er ret god til at lave mad og elsker at forberede sådan en begivenhed. I julen blev det jo ikke til nogle julefrokoster. Vi var kun mig og min mand.
Min motivation for at lave god mad ligger i, at jeg ved, at dels tilfredsstiller jeg mine brødres glæde for god mad. De er begge to gift og har børn, men jeg kan mærke på dem, at de virkeligt glæder sig til, at jeg serverer en lækker lammesteg for dem. Deres egne hustruer er ikke vilde med madlavning. Og mine brødre roser altid min. Når vi er sammen, og maden nydes, kommer vi også altid til at huske de store sammenkomster, vi deltog i, inden vores mor gik bort. Hun var virkeligt et geni i et køkken. Og det må være det gen, jeg har arvet. Men motivationen ligger også i, at jeg skal planlægge frokosten eller middagen. Jeg kan bruge timer og dage på at finde opskrifter, planlægge en menu og indkøbene. Jeg kan bruge dagevis på at lave alle forberedelserne, der skal til. Fx så kan det jo tage flere dage at sprænge et stykke kød. Ja, jeg nyder at lave alle forberedelserne. Og jeg nyder at se, at vores gæster kan lide den mad, jeg har brugt tid og penge på at servere for dem. Jeg nyder sådan set ikke selv at spise den.
Glæden ved god mad
Glæden ved at se, at de sætter pris på duften og smagen, er alle mine anstrengelser værd. Men hvis vi ikke må – eller vil – forsamles i en større gruppe, så kan jeg da finde på andre måder at få lov til at planlægge nogle gode måltider på. Jeg kan jo invitere en af mine brødre og hans familie den ene dag, og så den anden med hans familie den anden dag. Det vil selvfølgelig kræve ekstra planlægning. Og det vil kræve, at jeg virkelig er kreativ i køkkenet. Det skal jo ikke være sådan, at den ene skal spise rester, vel? Ja, det bliver lidt af en udfordring. Men jeg tror, jeg vil holde påske på den måde i år.
