Jeg fatter simpelthen ikke, at tiden går så hurtigt. Det er egentligt pudsigt. Til hverdag går jeg og beklager mig over, at dagen er lang, og at jeg keder mig. Men så lige pludselig opdager jeg, at vi allerede er i midten af marts måned. Hvor blev nytåret og fastelavn af? Lige om ganske få dage er det påske.
Der er faktisk en grund til denne følelse af, at tiden accelererer. Når rutine fylder meget af vores dagligdag, og vi ikke møder så mange nye oplevelser, lægger vores hjerner dagene sammen i ét usplittet hele. Det er især tydeligt ved overgangen fra vinter til forår, hvor måneder glider over hinanden uden mærkbare landmarkbegivenheder.
Påske betyder for mange danskere en anledning til at samles – en tradition, der har dyb betydning. Traditionelt samles familien til en stor påskefrokost, der kan vare mange timer, med alskens danske delikatesser fra rugbrødsmørrebrød til lammesteg. Det er ikke bare mad; det er en ritualisering af familiesamhørighed, en chance for at minde hinanden om fælles slægtshistorier.
Og hvis vi er lidt heldige, så kan vi måske få lov til at holde en god, traditionel påskefrokost herhjemme. Vi plejer at være 15 mennesker. Og det ville være skønt, hvis vi kunne samles alle sammen. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog stadigvæk, at man kun er højst 5 mennesker samlet, selvom det faktisk er tilladt at samle sig flere mennesker i en privat bolig. Så jeg ved virkeligt ikke, hvad vi skal gøre.
Plan om sammenkomst
Jeg havde jo ellers en plan om, at jeg virkeligt ville have gang i gryder og stegepander til en god påskefrokost for hele min familie. Købte jo stort ind hos https://www.kramogkanel.dk/ Jeg er ret god til at lave mad og elsker at forberede sådan en begivenhed. I julen blev det jo ikke til nogle julefrokoster. Vi var kun mig og min mand.
Min motivation for at lave god mad ligger i flere lag. Dels ved jeg, at jeg tilfredsstiller mine brødres glæde for god mad. De er begge to gift og har børn, men jeg kan mærke på dem, at de virkeligt glæder sig til, at jeg serverer en lækker lammesteg for dem. Deres egne hustruer er ikke vilde med madlavning. Og mine brødre roser altid min indsats. Når vi er sammen, og maden nydes, kommer vi også altid til at huske de store sammenkomster, vi deltog i, inden vores mor gik bort. Hun var virkeligt et geni i et køkken, og det må være det gen, jeg har arvet.
Men motivationen ligger også i det kreative arbejde selv. Jeg kan bruge timer og dage på at finde opskrifter, planlægge en menu og koordinere indkøbene. Jeg kan bruge dagevis på at lave alle forberedelserne, der skal til. Fx kan det tage flere dage at sprænge et stykke kød, marinere det rigtigt og tilberede det perfekt. Jeg nyder at lave alle forberedelserne Og jeg nyder at se, at vores gæster kan lide den mad, jeg har brugt tid og penge på at servere for dem. Interessant nok nyder jeg sådan set ikke selv at spise den – det er processerne, observationen af andre menneskers nydelse og det narrative omkring maden, der fascinerer mig.
Glæden ved god mad og kreativ problemløsning
Glæden ved at se, at de sætter pris på duften og smagen, er alle mine anstrengelser værd. Men hvis vi ikke må – eller vil – forsamles i en større gruppe, så kan jeg finde på andre måder at få lov til at planlægge nogle gode måltider på. Jeg kan invitere en af mine brødre og hans familie den ene dag, og så den anden med hans familie den anden dag. Det vil selvfølgelig kræve ekstra planlægning. Jeg bliver nødt til at være kreativ i køkkenet, så det ikke bliver sådan, at den ene familiegruppe skal spise rester, mens den anden får hele det friske spektakel.
Ja, det bliver lidt af en udfordring. Men jeg tror, jeg vil holde påske på den måde i år. Måske er det endda en måde at fordoble tiden, jeg bruger på det, jeg elsker – madlavning og det at forberede. Og selvom det ikke blir den samme store forsamling, som jeg normalt drømmer om, så handler påsken stadig om at vise omsorg gennem mad og at opretholde familiebånd på kreative måder.