Det var forrige fredag, hvor jeg havde fri fra arbejde og gik på værtshus sammen med kammeraterne. Det gør vi altid hver fredag aften efter endt arbejdstid. Det plejer at være meget hyggeligt. Vi får et par øller og nogle spil billard. Vores kærester ved, hvor vi er, og det lader til, at de er glade for at få en fredag aften i fred for os. Men her i fredags skete der så det, at min kammerats kæreste ringede os op, ved 5-tiden om morgenen. Jeg siger dig: Det er ikke sjovt at blive vækket kl. 5 om morgenen på en lørdag.
Nysgerrig var jeg jo
Hun spurgte min kæreste, om jeg var kommet hjem. Det fortalte hun selvfølgelig, at jeg var. ”Han ligger og sover den ud lige nu. Hvorfor?”
Selvom jeg gerne ville sove, så kunne min nysgerrighed ikke lade være med at få mig til at lytte til deres samtale. Jeg kunne forstå, at min kammerat ikke var kommet hjem endnu, og hans kæreste var bekymret. Jeg sagde til min søde, at hun skulle berolige hende og komme tilbage i seng. Vi kunne da godt nå at få 2 – 4 timers søvn.
Ved 11 -tiden lørdag formiddag ringer min kammerats kæreste så igen. Spørger igen, om vi har set ham. Det må vi sige, at vi ikke har. Jeg forklarer hende, at jeg så ham ved 2-tiden i nat.
Overfaldet – kender vi en advokat?
Kl. bliver 4 om eftermiddagen, og vi har fået gjort indkøbene. Jeg er ved at komme mig over tømmermændene. Min kammerats kæreste ringer op igen. Hun fortæller, at hun har fundet ham. Han er på hospitalet. Han er blevet banket af nogle bøller og skal have advokatbistand. Kender vi måske en god advokat i Aabenraa? Han skal vide noget om offererstatning og ungdomskriminalitet.
Det viser sig, at min kammerat faldt i hænderne på en bande bøller. Han er slemt forslået. Men kan ærlig talt ikke huske, hvad der er sket.
Det er lidt bekymrende. Han virkede ikke så beruset, da vi tog afsked uden for værtshuset i går aftes. Søndag formiddag kører jeg derfor hen til sygehuset, hvor min kammerat ligger. Jeg vil besøge ham for at opmuntre ham.
Gerningsmændene er fundet
Jeg kommer hen til stuen, hvor han ligger. Han sidder i sin seng. Har stadig et drop. Han smiler, da jeg træder ind. ”Hej. Godt, du kom. Jeg er ved at udfylde papirerne, så jeg kan anmelde de der rødder til politiet. De har fundet dem og kender dem.”
Jeg sætter mig på kanten af hans seng og kigger på ham. Han er ilde tilredt. Han kan ikke se på det ene øje. Han har blå mærker over alt. Ribbenene er viklet ind i stramme forbindinger. Han kan dårligt røre sig.
Jeg hjælper ham med at udfylde formularen. Et af spørgsmålene på den er, om han kan angive (ca.) alderen på voldsmændene. Han siger til mig, at de vel har været omkring 15 år gamle.
Han siger, at han vil lægge sag an mod dem. Om det skal igennem ungdomskriminalitetsnævnet eller direkte til retten er han ligeglad med. Kom til at tænke på denne historie fra forleden.
